ROSKILDE FJORD

Ål

(Anguilla anguilla).

Ålen var tidligere fjordens vigtigste konsumfisk, og der var den gang et omfattende erhvervsfiskeri efter ål, men i dag er der næsten ingen erhvervsfiskere tilbage. I dag er ålefiskerier dog i vid udstrækning overgået til fritidsfiskere, som med deres kasteruser henter en del ål og masser af frisk luft hjem. Der findes nu kun ganske få bundgarn tilbage i fjorden.


Bundgarn ved Hyldeholm i Lejre Vig.

Det store arbejde med at slå bundgarnene og tage dem op igen hvert år er en af årsagerne til, at erhvervet ikke mere er rentabelt og ålen er i dag gået så meget tilbage – både nationalt og internationalt, at man nu har forbudt ålefiskeri for fritidsfiskere med kasteruser i perioden 10. maj til 31. juli og med krogliner i perioden 1. maj - 30. september .


Turbinehuset ved Kattinge Værk, hvor der tidligere blev fanget glasål.

Ved Kattinge Værk foregik tidligere en usædvanlig fangst af glasål. I turbinehuset var der lavet en trappe af halmmåtter og gamle fiskegarn, som de blyantstore glasål kunne kravle op ad for at ende i Per Jensens store glasfiberbaljer. Baljerne blev så i nattens mulm og mørke, med kunstig ilttilførsel fragtet ud til udsætningssteder rundt om i landet. I løbet af en sæson kunne der i gode år fanges op til 5 tons glasål. Nu er denne fangst ophørt, og ålene bestemmer selv, hvor de vil have deres opvækststeder.

Ålen er en meget populær delikatesse. Således holdes der årligt ålefester i Jyllinge. En pande stegte ål med stuvede kartofler, øl og snaps kan passende følges på vej med Hasse Havgaards ålesang :

(Melodi: Og dette skal være vort brudepar til ære):
Nu sidder vi her og får fedtede gummer af ål – skål.
En ål der har vandret så langt, den fortjener en skål – skål.
Og skam få den som ikke, for ålens vandring vil drikke,
for nu har den endelig fundet sit mål – derfor skål.